Af Gustav Stubbe Arndal
Er det på en måde naivt at tro, at dokumentering af grufuld umenneskelighed kan forhindre det samme i fremtiden? Mange årtier efter holocaust er der stadig folk, der nægter, det er sket, trods en global indsats for at belyse og uddanne om emnet. I over et år har vi set den daglige nakba i Gaza, et nærved livestreamet folkedrab, og mange kigger den anden vej.
I den anden ende af Israels besatte territorie har Basel Adra haft kameraet tændt endnu længere. Hans hjem, Masafer Yatta, en bjerglandsby i den sydlige ende af Vestbredden, blev erklæret ”ulovlig” af besættelsesmagten. Den står nu midt i en ”militærtræningszone”, og trods to årtiers kamp foran retten, begynder nedrivningerne, mens Basel og hans kamera ser til.
No Other Land er en gyser af en dokumentarfilm; en menneskeskabt ulykke i slowmotion. Vi ser aktivismen og protesterne, men bulldozerne ankommer ufortrødent, altid omgivet af soldater, senere efterfulgt af voldelige bosættere maskerede med hvide tørklæder. Hjem efter hjem nedrives. De, der ikke flygter hjemlandet, flytter ind i områdets grotter.
Filmen spiller brillant i to registre: vi er vidner til ødelæggelsen gennem håndholdte kameraer og arkivklip, hvor vi ser landsbyen og dens fjender gennem kameramandens øjne; og vi er fluen på væggen, der lytter med under aftensmad eller bilture, hvor aktivisterne snakker sammen. To former for autenticitet forstærker hinanden.
Venskabet mellem Basel og den israelske journalist og medinstruktør Yuval Abraham danner en emotionel kerne, der også anstrenges af den politiske virkelighed. Kampen er ikke blot mellem besættelse og frihed, men mellem håb og afmagt, og Yuval har nok lettere ved at bevare modet, når han altid kan køre hjem til Israel, mens Basel og hans familie sidder fast i landets apartheid-system.
På den anden side er det Basel, der må berolige Yuval, når deres artikler og opslag ikke rækker langt nok. For den unge palæstinenser har kampen altid været langsigtet. Fra sine tidligste minder har hans far kæmpet som aktivist. Håbløsheden er en del af arbejdet, og det gælder om at tåle det.
De unge mænds samtaler skrider ofte hen på filmens formål. ”Folk ser filmen, de bliver rørt,” siger Yuval, ”og hvad så?” Kan tilstrækkeligt med likes på sociale medier og interviews med internationale nyhedskanaler gøre en forskel? Hvad med en bevægende dokumentarfilm, der vinder en pris på Berlinalen? De spørgsmål er særligt pinefulde, da filmen blev færdiglavet et kort stykke efter 7. oktober 2023.
Hvis vidnesbyrd har nogen værdi, så er No Other Land et uvurderligt dokument. Et menneskeligt portræt af en umenneskelig tid. Dens vigtigste øjeblikke er måske ikke bulldozerne eller volden, men små vignetter fra hverdagen: en far, der skærer kagen for til en sjælden festlighed; en lille pige i en grotte, der bliver for længe oppe om natten med ansigtet oplyst af en smartphone.
Bliver disse billeder, disse fortællinger, en dag vist i historieundervisningen? Bliver portrætter fra Masafer Yatta placeret bag et glas i et museum med fotografier af en by, der var engang, og som blev ødelagt, fordi kameraet ikke hamler op med geværet? Sympati og opmærksomhed alene kan ikke redde eller befri et folk. Men det kan måske give håb. Og håb er en akut mangelvare i Palæstina.
Kommentarer